Lotte Rienecker
Formand for DUN
Akademisk Skrivecenter, Det humanistiske Fakultet, KØbenhavn
Universitet
Jeg vil gerne slå et slag for at universitetspædagogiske tiltag
- udviklingsprojekter, kurser og workshops, enheder,
opkvalificeringer - kommer i gang med de opstartere og
udviklere der forefindes nu på universiteterne eller hurtigt kan
hentes ind, og at de ledere der skal igangsætte sådanne udviklinger
ikke venter på at igangsættere med de helt rigtige akademiske
meritter vil dukke op og præsentere sig.
I løbet af de sidste 10 år har jeg deltaget i en lang række
drøftelser af nye universitetspædagogiske enheder og centre,
kurser, workshops, seminarer, konsulentydelser, adjunktpædagogikum,
masteruddannelser og meget andet. Mange af de aktiviteter som
bliver drøftet, bliver aldrig til noget. Og ofte er dødsstødet til
de foreslåede aktiviteter: Hvem er overhovedet kvalificerede nok
til at stå som undervisere, ledere, afsendere af dem? Er det dem
der har:
- Erfaring med pågældende undervisning/vejledning/eksamen osv.?
Hvor bred og hvor dyb skal deres erfaring så være?
- Erfaring med at forny og eksperimentere undervisning, ikke
bare med velkendte traditioner? Og erfaring med at formidle sine
eksperimenter?
- Forankring i samme fag som (alle) dem der skal undervises
(fagdidaktiske hensyn)?
- Forsket empirisk og/eller teoretisk i lige netop dette?
- Studeret emnet og har en ph.d.grad i (universitets)pædagogik
(det har ganske få)?
- Meriteret sig ved fx at skrive om emnet?
Publikationsliste?
- Internationalt ud- og indblik og kan bringe noget nyt med til
den danske andedam?
- Politisk legitimitet som anerkendte af policymakers og
godkendt fra højere magter, det være sig rektorat eller
ministerium?
- Implementeringsmagt qua studieleder eller prodekan?
- Brand og kendtheds-effekt på plads?
- Noget aktøren vil med aktiviteten, holdning, mening og et eget
projekt (som dog skal være helt i forlængelse af
bevillingsgiveres)?
- Praktisk projektorganiserings- og markedsføringstalent?
- Gode pædagogiske, psykologiske og sociale evner, vellidt og
attraktivt selskab?
- Titler nok?
Man vil altid gerne have det hele, men det kan man ikke få.
Drømmescenariet for planlæggerne er at de som udviklere af
universitetspædagogik kan få en yngre, universitetspædagogisk
bevidst og erfaren, fagligt velmeriteret professor i hvad som helst
som bare brænder for at bidrage til noget universitetspædagogik i
nogle år, og derefter eller sideløbende ubesværet kan gå tilbage
til sin forskning - men at finde sådan en sker bare ikke...
Og hvad sker der så? Jeg har været vidne til og deltaget i mange
diskussioner på universitetet der kom til at handle om Hvem der
må gøre det?, snarere end Hvad vil vi have som
substans? Beskæmmende ofte handler det alene om grader og fag:
"Ingen under lektor-niveau og ingen udenfor mit fag kan sætte noget
i gang for mig!" De diskussioner fører ofte til at hele aktiviteten
bliver droppet, eller parkeret til senere. Og det er måske også
hensigten, bevidst eller ubevidst, med at stille spørgsmålstegn ved
om de mulige nu også er de helt rigtige. Det drejer sig jo
om aktiviteter som der er ambivalens omkring. Og der er måske også
en forestilling om at aktiviteter er det samme som undervisning, og
undervisning er det samme som at nogen står og taler, dvs. docerer.
Hvis der tænkes på undervisning i traditionel forstand, er det
selvfølgelig vigtigt at det der bliver sagt er relevant. Men der er
mange andre muligheder for sammen at udvikle
universitetsundervisning end at nogen underviser i undervisning.
Det er bekvemt at parkere forslag om aktiviteter med henvisning til
"at vi ikke har nogen med de rette kvalifikationer i øjeblikket,
men når vi engang mirakuløst har fået det, så skal vi da have gang
i noget undervisningsudvikling". Og noget er der jo også om snakken
om "de rette" kvalifikationer. De optimale kvalifikationer har vi
oftest ikke, for der er meget få personer (selv på internationalt
plan) der kan opfylde alle ønskerne ovenfor. Jeg har selv deltaget
i sådanne vurderinger i en række møder og udvalg, og jeg mener også
at der er grænser, for VIP'ernes tid er knap. Men det er
alle andre interessenters tid også: De studerendes,
administratorernes, politikernes, offentlighedens.
Mit forslag til de ledere der gerne vil sætte noget i gang, er:
Lad jer ikke stoppe af at vi ikke kan få de berømte norske
professorer Lauvås og Handal, Olga Dysthe eller andre
internationale pinger i universitetspædagogik til at udføre alle de
universitetspædagogiske udviklingsprojekter som vi gerne vil i gang
med i Danmark (for de lever nemlig op til alle parametrene
ovenfor). Vi må gå i gang med de aktiviteter vi kan, med den
bemanding der nu er den mulige, samtidig med at vi opkvalificerer -
og så må vi anerkende at der er mange indgange til at have
relevante bud til universitetsundervisning. Og at hjemlige lektorer
og professorer inden for eget fag måske ikke er de eneste
- men selvfølgelig altid meget vigtige - resursepersoner der kan
sætte udviklingsprocesser i gang i forhold til undervisning,
vejledning, eksamen, studieforhold osv. - var de det, havde de nok
allerede løftet hele den universitetspædagogiske udfordring, for de
har den bedste og letteste adgang til at udveksle indbyrdes, til at
eksperimentere og formidle erfaringer med deres aktiviteter. For
mig er Hvad kan, vil og har man mulighed for at sætte i
gang? et mere relevant spørgsmål at stille til en der skal
bidrage til at udvikle universitetsundervisning, vejledning,
eksamensformer, feedback til studerende, studiemiljø osv. end
Hvor langt er man kommet i en forsker/underviserkarriere?
Hvad mener bloggens læsere?
Efterlad en kommentar
Navn
Email
Website