Peter Erling Nielsen
Studieleder, Økonomi
Københavns Universitet.
Der er en stærk tro på, at vejledning er godt for
studieperformance. I udannelsesbekendtgørelsen er indført ret til
at få, og pligt til at give vejledning.
Det er ikke indlysende, hvad der menes med vejledning. Fra
Københavns Universitetet ved jeg, at forskellige enheder griber
sagen meget forskelligt an. Nogle lægger vægt på, at den studerende
gennem vejledningssamtaler afklarer sin ønsker og behov og på den
baggrund træffer beslutning om evt. at tilpasse sin studieadfærd.
Andre - og jeg hører til disse - mener, at der til vejledning hører
håndfast rådgivning, og at en sådan ofte må bestå i, at den
studerende konfronteres med planer for, hvordan der skal gøres i
fremtiden. Udgangspunktet for den obligatoriske vejledning er netop
situationer, hvor der er et problem med 1. årskrav, aktivitetskrav,
specialekontrakt eller lignende. Disse nye former for vejledning
supplerer det, vi altid har haft: afklaring af spørgsmål om
retsregler, frister, udlandsophold, klager osv. osv. Denne form for
vejledning bliver ofte til på den studerendes initiativ.
Uddannelsespolitikerne og UBST har et optimistisk livssyn og er
ikke i tvivl om, at mere vejledning med lethed giver bedre
performance - man kan ofte få det indtryk, at man mener, at lange
studietider, stort frafald, systematisk brug af 4. gang
dispensationer til at bestå eksamener og megen studenterfrustration
skyldes ringe information. Hvis bare de klart og tydeligt fik at
vide, hvad de skulle, så ville de rette ind!
Noget kan der være om det. Mange nye studerende forventer
faktisk, at universitetet passer dem lige så intensivt, som
gymnasiet gjorde, og de overraskes, hvis deres adfærd - "jeg fik
altså ikke skrevet den opgaver, gør det så meget?" - får reelle
konsekvenser. Her kan visse former for vejledning brænde effektivt
igennem!
Og vejledning kan være simpel! Mens jeg har skrevet dette korte
indlæg har jeg modtaget fire mails fra studerende: hvordan finder
jeg en specialevejleder, der ved noget om x, hvordan skriver jeg en
opgave om EU, når jeg sidder i USA, er 3. årsfagene i Pompeu Fabra
gode, og hvornår udbydes faget y? Alt dette kan man læse på diverse
hjemmesider, men det er formentlig fremmende for produktiviteten,
at spørgerne får pæne svar, hvad de så har fået!
Men der er et antal studerende, som hverken er for dovne til
selv at finde simple oplysninger eller som er forkælede fra
gymnasiet. Når man udsøger studerende, der på den ene eller anden
måde er bagud og som skal/bør til samtale, så er der igen nogle,
der smilende takker og ændrer adfærd, men en ikke ubetydelig andel
har foruroligende og besynderlige reaktioner. De bryder regler, som
de hævder ikke at kende eksistensen af, de dumper meget, de har
store sociale problemer og de kan vise tegn på psykisk ustabilitet
og lukker op for historier om død og ødelæggelse - sande eller
usande - som kræver mere indsigt end selv den bedste
AC-studievejleder eller den flinkeste studieleder kan mønstre.
Når man sætter en vejledningsoffensiv i gang, så plukker man
hurtigt de lavthængende frugter og tænker, at man skulle have gjort
for længe siden. Men når man er igennem anden og tredje runde, så
er der nogen tilbage, som man ikke kan nå. Er sådanne studerende på
1. år med 4 ects efter 3 semestre, så skal de muligvis hjælpes til
en anden uddannelse, selvom man kan spørge, hvad der så skal blive
af dem. Men når man finder de ulykkelige tilfælde længere fremme i
forløbet, så kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan
vejledning og behandling kan bringes tættere sammen. Udskrivninger
kan blive uundgåelige, fordi fortsat ophold på uddannelsen er
meningsløs. I nogle tilfælde er det helt uproblematisk - den
studerende ville helle passe sit erhvervsarbejde og sin
udgiftskrævende familie - men i andre tilfælde ser man tydeligt den
menneskelige katastrofe. Vejledning kan mislykkes og vejledere
komme til kort!
Peter Erling Nielsen
Studieleder, Økonomi
Københavns Universitet.
Efterlad en kommentar
Navn
Email
Website