Lotte Nyboe
Lektor, Institut for Litteratur, Kultur og Medier
Syddansk Universitet
Et nyt semester er i gang og undervisningen i fag og discipliner
rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner under afvikling.
Undervisningsforløbene er længe tilrettelagte, men de enkelte
lektioner indebærer en række forberedende manøvrer hen over
semestret. For mit vedkommende fylder denne ugentlige forberedelse
meget: tekster skal læses og oversættes til undervisningsnoter og
der skal udarbejdes powerpoints og overskrifter til tavlen. Dertil
kommer overvejelser og valg med hensyn til formen på
undervisningen; hvor stor del skal være forelæsning, hvor stor del
aktivering af de studerende og, ikke mindst, hvordan skal de
aktiveres?
At aktivering er et plus for de studerendes læring, er der
efterhånden ingen tvivl om. Problemet er bare, at en del studerende
finder publikumsrollen meget bekvem og ikke rigtig gider aktivering
(fx i form af gruppearbejde). Det viser sig i evalueringerne. Min
erfaring er, at typisk mener den ene del af holdet, at aktivering
er godt, og at de lærer meget ved det, mens den anden del af holdet
mener, at aktivering er spild af tid, og at de ikke lærer noget ved
det. Sidstnævnte gruppe udtrykker typisk et eksplicit ønske om ren
forelæsning.
Jeg har i mine ti år som universitetsansat undervist både store
og små hold. Og uanset størrelsen tilrettelægger jeg undervisningen
på en sådan måde, at de studerende undervejs aktiveres i stærkere
eller svagere grader. På de små hold har jeg jævnligt tilrettelagt
strukturerede former for gruppearbejde med oplæg, mens jeg på de
store hold har aktiveret de studerende ved hjælp af summemøder,
eksempler og diskussion. Især gruppearbejdsformen er krævende, for
her kan de studerende hurtigt komme til kort, hvis de ikke har læst
teksterne. Og her er et sammenfald, der er værd at bide mærke i. De
studerende, der udtrykker negative følelser over for gruppearbejde
er typisk også dem, der møder uforberedte op til undervisningen.
Aktiveringens problem er, som jeg vurderer det, således ikke et
spørgsmål om metode, men disciplin og forberedelse.
Jeg mener, at vi som undervisere fortsat skal udvikle og
nuancere vores undervisning, så den er dynamisk og engagerende, og
at vi har pligt til at målrette vores undervisning til højeste
fællesnævner, dvs. de velforberedte og disciplinerede studerende.
En vellykket undervisning for den enkelte underviser indebærer
derfor en kollektiv indsats i studiemiljøerne med hensyn til at
disciplinere og "opdrage" de studerende til et godt og aktivt liv
på studiet.
Summemøder, diskussion og gruppearbejde er stærkere og svagere
grader af aktivering, men er de nødvendige redskaber for
læring? Og er det rigtigt, som jeg mener, at vi som undervisere
skal henvende os til højeste fællesnævner, eller har vi rent
faktisk pligt til at få alle med og derved tilrettelægge
undervisningen på en sådan måde, at de uforberedte studerende også
kan følge med?
Efterlad en kommentar
Navn
Email
Website