log ind bliv medlem

Baggrund og formål

Etableringen af Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift i 2006 havde baggrund i flere presserende behov:

  • Eksponering af udviklings- og forskningsarbejde i universitetspædagogik
  • Publiceringskanal for universitetspædagogisk forskning og udvikling
  • Højnelse af kvaliteten i det pædagogiske arbejde på universiteterne
  • Arbejde for ligestillingen af det pædagogiske med det forskningsmæssige i stillingsbesættelser ved universiteter

Behovene er ikke ændret i løbet af de seneste år, tværtimod kan man helt overordnet anføre, at krav til universitetsundervisningens kvalitet er stadigt stigende. Det skyldes dels faldende bevillinger til undervisning, men også at forventninger fra især studerende, men også politiske og brede samfundsinteresser stiger i takt med, at kravene til kvalifikationsprofiler hos kandidater fra universiteterne øges. De nye forventninger om undervisningsporteføljer gør, at universitetslærere (og ikke kun universitetspædagogerne) har en stærkt øget interesse i en publikationsmulighed for universitetspædagogiske udviklingsarbejder m.m., og alle ansatte har en stadigt stigende interesse i, at kvalificerede arbejder fastholdes i mere permanente former end net-publikationer, arbejdspapirer og mundtlige fora.

Tidsskriftet har således som mål at være publiceringskanal og meriteringsmedie for undervisere, udviklere og administratorer ansat på de højere læreanstalter. Tidsskriftet trykker artikler, som formidler forskningsresultater og bidrager til debat om universitetsundervisning, -pædagogik og studiekvalitet. Vi inviterer til nye bidrag, som baseres på empiri, teorier, begreber, metoder og erfaringer af relevans for universitetspædagogik bredt, dvs. i forhold til kandidat-, master- og ph.d.-uddannelser, åbne uddannelser, forskningstilknyttede professionshøjskoleuddannelser samt universiteternes efteruddannelser. Vi optager meget gerne meddelelser om nyheder, arrangementer og udgivelser af relevans for universitetspædagogik.

Umbraco CMS beOn - keeps cms simple