Overgange på de videregående uddannelser
Formål
Styrke viden og praksis om studerendes overgange – både ind, gennem og ud af universitetet.
Dele erfaringer, forskning og metoder, der adresserer udfordringer og muligheder i kritiske overgangsfaser.
Understøtte udviklingen af pædagogiske, organisatoriske og strategiske indsatser, der kan fremme studerendes trivsel, deltagelse og læring.
Bidrage til national vidensopbygning om overgange gennem kollegial sparring, fælles projekter og inspiration fra internationale perspektiver.
Kort introduktion
Overgange er afgørende – og ofte udfordrende – perioder i en studerendes uddannelsesliv. At træde ind på universitetet, finde sin plads på et bachelorstudie, skifte til kandidatuddannelse eller tage springet ud på arbejdsmarkedet er alle eksempler på faser, hvor forventninger, motivationer, kompetencer, livshistorier og identiteter er i spil.
Denne SIG samler ansatte på danske universiteter, der arbejder med, forsker i eller interesserer sig for studerendes overgange i bred forstand. Vi udforsker både de store og afgrænsede milepæle og de mere kontinuerlige overgangsprocesser, som studerende navigerer igennem hele studielivet. SIG’en er et åbent og kollegialt rum for videndeling, sparring og udvikling af forskning, praksis og politikker, der kan understøtte studerende på tværs af uddannelsessystemet – før, under og efter deres tid på universitetet.
Arbejdssprog i SIG’en
Arbejds- og mødessproget i SIG’en er som udgangspunkt dansk, men oplæg og diskussioner kan efter behov foregå på engelsk.
Aktiviteter og arbejdsformer
SIG’ens aktiviteter er drevet af medlemmerne og faciliteres og planlægges i samarbejde med én eller flere af SIG’ens koordinatorer. Fokus er på at skabe engagerende og praksisnære formater, der understøtter faglig udvikling og deling af viden.
Aktiviteter kan omfatte:
1-2 årlige åbne møder eller seminarer, afholdt på skiftende universiteter eller online.
Faglige oplæg fra medlemmer eller inviterede gæster om aktuelle temaer, forskning eller cases.
Workshops, hvor vi udforsker specifikke overgangsudfordringer og udvikler nye perspektiver og løsninger.
Erfaringsudveksling om konkrete indsatser – både curriculære og ekstra-curriculære – der støtter studerende i deres overgangsprocesser.
Temagrupper eller projektfora, når medlemmer ønsker at fordybe sig i bestemte spørgsmål (fx BA→KA-overgangen, studiestart, karriereovergang m.m.).
Netværksopbygning og sparring på tværs af universiteter og fagområder.
Koordinatorer
Andrea F. M. Gregersen
Københavns Universitet
Carsten Tage Nielsen
Roskilde Universitet